Forleden sendte DR2 et program om Dan Turéll og hans digte. I kølvandet af dette program, vil jeg her anmelde albummet ‘Dan Turéll & Sølvstjernerne’, som mildt sagt er et noget “anderledes” album.

“Det lille jyske pladeselskab STUK udgav i 1978 lp’en med Sølvstjernerne i et ufærdigt demo-mix (Teknisk uheld!).” Sådan står der bla. i coveret til CD’en, som blev udgivet i 1993, krydret med et par ekstra numre.
Mit kendskab til albummet fik jeg, da en kammerat havde lånt pladen på biblioteket, og vi knægte syntes straks at den “faldt i go´jord”.
Dan Turéll & Sølvstjernerne er et album, hvor absolut ingen bliver glemt – høj som lav, og du vil på et eller andet tidspunkt, når du hører albummet, møde dig selv i form af en af de mange figurer som Dan Turéll kommer forbi.
Om man kan li’ Onkel Danny eller ej, så har han en ufattelig god evne til at fastholde sit publikum.
Hermed en kort beskrivelse af nogle af numrene på albummet, hvor enkelte nok er skrevet i en tåge af tyk røg
“Mine Damer og Herrer”: En velkomst til alle lytterne, hvor heller ikke børnelokkerne bliver glemt.
“Mit gamle Stamværtshus”: En så levende fortælling om hverdagen på “den lokale”, at man næsten rækker ud efter glasset.
“For Meget, Mand”: Tanker om selvmedlidenhed og ‘de andres skyld’, hvor også den enlige mors kvaler bliver beskrevet.
“Stauning til Minde”: En rørende fortælling om Thorvald Stauning, hvor danmarkshistorien lige bliver frisket op.
“Jesus Flipper Sangen”: Nej til tjald! – Ja til Jesus!
“Blomster til Buddhaen”: Så kan du godt sætte ild i røgelsen.
“Ude på Landet”: ‘Der er så dejligt ude på landet’ – Gu’ er der ej! – det stinker af lort og gylle.
Sølvstjernerne bestod bla. af Tømrerclaus, Jan Kaspersen og Flemming Quist Møller (Bennys Badekar og Jungledyret Hugo).
Dan Turéll & Sølvstjernerne er set til en pris a ca. 30-40 kr. Så kan det da ikke gå helt galt.
God fornøjelse.
Under kategorien Musik
Indlæg skrevet af John d.27 november, 2008