En sømand drog ud på en rejse så lang

Har du læst nogle af mine indlæg her på bloggen, så er du sikkert også stødt på Jan’s kommentarer.

I går erfarede jeg, at Jan desværre er død. Jan døde af kræft. Han havde jævnligt skrevet om forløbet på hans blog, så vi der kom forbi kunne følge hans situation.

Ofte skimmer man bare en tekst man møder her og der på nettet, men når Jan havde skrevet et indlæg / kommentar i diverse fora og blogs, så blev det læst – i hvert fald af mig. Jan havde lune, og noget man ikke kunne købe for penge – erfaring.  Dette blev kombineret med hans brede viden inden for mange områder.

Jan viste en stor interesse for noget der var nyt for ham, tror jeg, nemlig internettet. I forbindelse med hans hjemmeside/blog stødte jeg første gang på ham i et forum. Her kunne man godt mærke, at han brændte for det han havde gang i. Hans vinkel på det “nye” medie, bankede støvet af hylderne på det mere nørdede.

Jeg har som en hobby en hjemmeside, der handler om videnskab i gamle dage. Nogle af de artikler, der er gengivet på denne, indeholder fortællinger om skibsfart. Når nu noget blev lidt for uforståeligt for en landkrabbe som mig, så sendte jeg en mail til Jan. “Hvad er en knob omregnet i kilometer? Hvad er en sømil? Hvad er registertons?” osv. Svarene kom prompte, og foklaret så det nemt kunne forståes. En gang fik jeg en mail fra Jan, den omhandlede en artikel, hvor han gjorde mig opmærksom på, at der var en fejl på side 5 linie 20. Det skulle gøres ordentligt. Ingen halve sandheder :)

Er det ikke mærkeligt, det der internet. Man kan komme til at savne en man aldrig har mødt?

“En sømand drog ud på en rejse så lang
og bølgerne slog om hans skib
delfinerne sprang og kaptajnen sang
du kommer nok hjem engang”            (Kim Larsen)


Under kategorien Blandet

Indlæg skrevet af John d.7 april, 2009

Skriv en kommentar

Navn (påkrævet)

Email (påkrævet men skjult)

Webside

Kommentar

Flere indlæg