Jeg faldt over en artikel i nogle gamle naturvidenskabelige tidsskrifter som jeg har arvet fra min bedstefar.
Tidsskrifterne hedder FREM og blev udgivet omkring 1920 til 1930. En af artiklerne gennemgår røntgenstråler og brugen deraf.
Jeg har engang set et filmklip fra gamle dage, der viser, hvordan en patient bliver gennemlyst. Det lignede nærmest et tordenvejr, og denne behandling må have indbragt en stor risiko for stråleskader.
Nu om dage går talen på, om stråler fra mobiltelefoner er farlige. Det må man så håbe, at de ikke er, for brugen af dem er massiv. (Jeg forholder mig neutral til diskussionen).
Nå, tilbage til gamle dage, hvor det nye “redskab” skabte mange nye muligheder. Et sted, hvor røntgenapparater viste sig nyttige, var i skotøjsforretninger. Nu kunne man ved hjælp af en gennemlysning se, om skoen/støvlen trykkede.
Teksten til billedet lyder:
“Billedet er et eksempel på, hvorledes røntgenstrålerne kan assistere i skotøjsmagasiner. Bemærk alle hægterne, sømmene i hælen, samt dupperne på snørebåndene, der tilsyneladende svæver frit ude i luften.”
I dag ville man nok vælge, at skoen trykkede lidt, frem for at få en gennemlysning
Under kategorien Blandet
Indlæg skrevet af John d.18 januar, 2010