Gadekampe i København i nat. 11 dræbte

Der blev endog bragt kanoner i anvendelse. Mange sårede.

Fortsættelse af artikler fra Anden Verdenskrig under kategorien: Historie.

(Herning Folkeblad, lørdag den 5. maj 1945)

København, 5. maj. RB.

Der har i nat fundet en række gadekampe sted rundt om i København, og der har også været bragt kanoner i anvendelse. Indtil kl. 8 var der til hospitalerne indbragt 11 dræbte. 35 måtte indlægges med skudsår, og 27 blev ambulant behandlet.

Den tyske Krigsrets Bygning sprængt i luften
Bagefter helt ødelagt af voldsom brand. (RB)

Den store villa Strandvejen 32, som i krigsårene har været brugt til forskellige tyske formål, bl.a. til afdelinger af besættelsesmagtens krigsret, blev i aftes ved midnatstid sprængt i luften og ødelagt ved en voldsom brand.

Villaens lejemål var ikke blevet forlænget fra den 1. maj, og allerede for et par dage siden etablerede tyskerne bål i haven, hvor en mængde arkivsager blev brændt.

Dr. Best i sikker forvaring.
Dr. Best har i dag stillet sig under Frihedsrådets beskyttelse. Som følge deraf er Frihedsrådets bedste og mest solide folk udkommanderet og står nu i en omkreds ved Dagmarhus i passende afstand fra bygningen.

Tyskerne beslaglægger biler i København.
Tyskerne har i morges tidligt beslaglagt et yderligere antal biler i hovedstaden, og man går ud fra, at tyskerne har sikret sig disse vogne med henblik på den forestående afrejse.

To mænd skudt i København
En politibetjent og en slagtermedhjælper. (RB)

Frederiksberg Vagtværn blev i går ved 15-tiden kaldt til Grøndalsvej 66, hvor man havde hørt skud på 2. sal. På en divan fandt vagtværnet politibetjent Thorkild Jacobsen liggende såret ved skud. Han døde på vejen til hospitalet. Han var alene i lejligheden.

I går middags kom tre mænd ind i slagterforretningen Frederikssundvej 143 og spurgte efter slagtermedhjælper Henrik Scharling, der bor Holcks Plads 6. Da Scharling viste sig, blev han skudt ned og dræbt.

Trist episode under jubelen i Hjørring.
Ung mand skudt af vagtpost (RB)

Så snart den første meddelelse om kapitulationen var i Hjørring gik nyheden som en løbeild gennem byen, og på få minutter var flagene hejst overalt, og folk strømmede ind i hovedgaden hvor de fik uddelt små dannebrogsflag, og syngende fædrelandssange gik de i optog rundt i byen. Desværre indtraf en episode, som lagde en stærk dæmper på gemytterne. Episoden indtraf i Bispensgade i Hjørring, hvor den godt 25-årrige rutebilschauffør Sv. Aa. Jensen viste en udfordrende optræden overfor en tysk vagtpost. Denne reagerede ved at affyre en række skud, hvorved Jensen blev ramt i halsen og dræbtes på stedet.

Gestapo har bortført tre danske fanger
Aalborg, 5 maj. RB.

Gestapo i Aalborg har i nat bortført tre danske fanger fra den tyske arrest i St. Hansgade. Der sad kun disse tre fanger, idet der for få dage siden førtes en stor fangetransport til Frøslev. Allerede i morges kl. 6, var der samlet en menneskemængde for at modtage fangerne, som på dette tidspunkt ventedes løsladt. Det rygtedes hurtigt, at Gestapo i nat var kørt bort med tre fanger, hvis skæbne iøvrig er ukendt. Deres navne er Nicolai B. Frandsen, Aage Ingemann Christensen samt Poul Eigenbroth Jensen.

Endnu 2800 fanger i Frøslev-Lejren
Der ventes en snarlig meddelelse om deres løsladelse.

Esbjerg, 5 maj. RB.
I Frøslevlejren, hvor der endnu i morges sad 2800 fanger, ventede man på løsladelse. Fangerne havde allerede i aftes gennem en illegal radio erfaret den lykkelige nyhed. Antagelig i løbet af formiddagen kommer der en afklaring af spørgsmålet om fangernes løsladelse.

Tysk troppetog ved Skjern beskudt af flyvere i går
30-35 dræbte og 60-70 sårede.

I går blev et tysk tog med tyske passagerer beskudt af allierede maskiner i nærheden af Vognsbjerg ved Skjern. Lokomotivet blev fuldstændig gennemhullet af kugler, og af togets passagerer blev 30-35 dræbt og 60-70 såret. De sidste blev ført til det tyske feltlazaret i Horne og andre til Tarm og Ringkøbing sygehus.

Tilføjet: Jeg har erfaret, at toget var fyldt med tyske flygtninge. En tragisk hændelse, der fandt sted få timer før fredsbudskabet indtraf.


Under kategorien Historie

Indlæg skrevet af John d.30 januar, 2009

6 Kommentarer

  1. Jan januar 31, 2009 09:15

    Jeg har dit rss feed. Da jeg så din overskrift tænkte jeg.

    Uha – det var da en forfærdelig historie. Mon John ved noget som pressen ikke ved.

  2. John januar 31, 2009 09:51

    Det er noget jeg har lært fra netaviserne ;)

  3. Gunda december 12, 2010 22:42

    Hejsa. Jeg ville lige høre hvor du har disse oplysninger fra??
    Jeg kan som en service meddelelse fortælle at min farfar var Aage Ingemann Christensen, som blev bortførst af Gestapo.

  4. John december 12, 2010 22:47

    Hej Gunda!

    Oplysningerne har jeg fra aviser, der var udgivet på de pågældende dage.

    Se f.eks her: Avisartikler fra Anden Verdenskrig

    Mvh. John.

  5. Gunda december 12, 2010 22:51

    Tak for det. Jeg tror jeg vil gå ind og kigge lidt på dem så :)

  6. John december 12, 2010 22:56

    Hov. Jeg glemte lige, at du finder samtlige artikler under kategorien Historie

    Der vil komme flere artikler til hen af vejen.

    Mvh.

Skriv en kommentar

Navn (påkrævet)

Email (påkrævet men skjult)

Webside

Kommentar

Flere indlæg

Næste indlæg: Hvem har taget mit S ?