Installation af Apache MySql PHP – MyAdmin

Tilføjet d.24/5 2010

Som Niels Gamborg  har beskrevet i et svar til dette indlæg, så er alternativet f.eks. at installere Wamp-Serveren. Jeg har nu benyttet mig af denne løsning, og må sige, at det er den perfekte løsning. Har man erfaring med PHP MySql og Apache, så bliver man via WAMP båret igennem på hænder fødder og kan hurtigt komme i gang med databasestyrede web-sider. — Jeg lader det oprindelige indlæg stå i tilfælde af, at nogen kan finde noget af dette brugbart.” Tak til Niels for tippet.

Du kender det sikkert godt ? Din harddisk er stået af, eller andre problemer er opstået og hvordan var det nu lige din hjemmeside fungerede lokalt på din PC. Du søger i tekster på nettet, hvor der er masser af gode forslag til at sætte din computer op med MySql Apache og PHP, men du kører surt i det for det virker bare ikke for dig. De forskellige versioner af programmerne vil ikke som du vil. Det brugte jeg ca. fire aftener på, for til sidst at få det hele til at køre med nogle af de IKKE sidste nye versioner. Så her kommer der en guide til hvordan du igen, eller for første gang skal til at blive en rigtig ‘Web-Bandit’. Jeg er langt fra verdensmester i diciplinen, men for mig virker det. Husk forresten: Det der står med oliven-grønt, kan du let og elegant springe over. Alt det andet, skal du tage skridt for skridt for ikke at misse noget. Hele historien foregår i Windows XP, men virker vel også på Windows Vista ? (Husk, alt hvad du downloader gemmer du bagefter i en mappe på en cd-rom sammen med en ‘Læs Mig’ – fil, så du let og elegant kan installere det hele en anden gang).

Download MySql
Nu skal du have fat i ZIP-filen til databasen som skal hedde mysql-4.1.22-win32. Den finder du her:
http://dev.mysql.com/downloads/mysql/4.1.html
Du triller ned til: Windows downloads (platform notes) og finder denne linie: Windows ZIP/Setup.EXE (x86) 4.1.22 41.3M det er denne fil du skal downloade til feks. C:\Temp. Nu dobbeltklikker du på ZIP-filen for at pakke den ud (stadigvæk i C:\Temp). Nu kommer der en fil til syne, SETUP.EXE, HOLD FINGRENE VÆK ! du skal nemlig først sætte din Firewall ud af funktion. Og hvorfor så det ? spørger du undrende. Jo, for ellers vil du få en fejlmeddelelse sidst i installations- forløbet, hvor der ikke er beskrevet hvorfor, og det kan koste dig de sidste tre hår på hovedet :)
Sådan slår du din Firewall fra: Nederst i venstre hjørne på dit skrivebord klikker du på – Start > Indstillinger > Kontrolpanel. Dobbeltklik på ikonet ‘Windows Firewall‘ her markerer du feltet ‘Slået fra‘ og klikker på ‘OK‘. Nu får du en besked ala ‘Du må da ha’ hul i hovedet’, men det har du selvfølgelig ikke, for du slår din Firewall til igen efter installationen af MySql (husk det nu).

Installation af MySql
Nu skal du dobbeltklikke på filen SETUP.EXE og installationen starter. Mappen hvori installationen skal foregå skal være ‘C:\Programmer‘ hvor mappen ‘MySql‘ bliver oprettet. Du møder på et tidspunkt et vindue, hvor du kan registrere dig, der markerer du ‘Skip sign Up‘ og går hastigt videre. Du følger nu anvisningerne som MySql foreslår og klikker på ‘Next‘ efterhånden som du kommer frem, det kan være felter som ‘Typisk installation’, ‘Install as Windows Service’, ‘Launch the MySql server automaticaly’, som du sætter flueben i. Du møder på din vej et vindue hvor du muligvis skal afkrydse et felt der hedder ‘Modify Security Settings’ her skal du bla. indtaste et password som du gentager i feltet under. Vælg et simpelt kodeord, feks. navnet på din hund eller lignende (Kodeordet skal du senere bruge, når du opretter forbindelsen til din database). Sæt nu flueben i feltet ‘Create An Anonymous Account‘ som du finder lige under feltet til kodeordet. Dette bevirker, at du kan tilgå databasen med kun det password du har oplyst og intet andet. Til sidst møder du et vindue hvor du trykker på knappen ‘Execute‘ hvorefter du gerne skulle få et grønt flueben i samtlige felter. Nu er installationen af MySql færdig. (Inden du går ud og tisser, så sæt lige din Firewall til igen) :)
Er der efter installationen ting der driller, kan du via ‘Start’ > ‘Programmer ‘ > ‘MySql’ læse manualen, eller ændre i opsætningen. (Bliver dette nødvendigt, så er det fordi at jeg er en knallert) Hvordan du tilgår din database kommer vi til senere, der bliver PhpMyAdmin forklaret.
Du skal nu videre til installationen af Apache.

Download af Apache
Denne fremragende server er opkaldt efter et stolt indiansk folkefærd der snildt kunne klare sig blandt sand og sten. Vidste du forresten at den hvide mand blev budt på honning af Apachene, godt nok blev det smurt i ansigtet stående begravet til halsen lige op af en myretue. Hvordan kunne de dog være så ugudelige? spørger du nok. Jamen det var jo før Amerika blev ‘Guds eget land’, den gang var det nemlig indianernes. Og så ikke mere politik :)
Hent Apache serveren her: http://www.apache.org/dist/httpd/binaries/win32/. Her downloader du filen: apache_2.0.63-win32-x86-no_ssl.msi, som er en installationspakke til Windows.
Download til f.eks. C:\Temp.

Installation af Apache
Nu dobbeltklikker du på filen som du lige har downloaded, og et velkomstbillede kommer til syne. Du går videre. Accepter licensaftalen og tryk på ‘Next‘. Du skal nu angive oplysningerne om din maskine. Felt 1 (Network Domain),
skriver du f.eks. ‘No.com’. Felt 2 (Server Name) der skriver du ‘localhost‘. Felt 3 (Administrator’s mail) der skriver du din mailadresse. Følg Apache’s anbefaling på radioknappen under felterne og tryk, ja – godt gættet ‘Next‘ Her godkender du det forvalgte ‘Typical‘ og derefter ‘Next‘ og installationen fuldføres. (Du lader Apache bestemme hvor programmet skal installeres, på min PC er det i ‘C:\Programmer\’). Genstart din PC. Nu skal der gerne komme et ikon til syne nederst i højre hjørne af dit skrivebord, hvor du kan stoppe eller genstarte din server. Dette findes også i ‘Start’ ‘Programmer’ osv. Prøv nu at skrive ‘http://localhost/‘ i adresselinien på din ynglingsbrowser ( Formoder at det er Mozilla Firefox :) , der skulle nu gerne komme en velkomst sendt fra din nyoprettede server.
Senere (efter installationen af PHP) skal du lige have ændret lidt i konfigurationsfilen (httpd.conf) på serveren for at den samarbejder med PHP-modulet, som du skal til at downloade NU.

Download og opsætning af PHP
Du skal nu hente php her: http://dk2.php.net/get/php-4.4.9-Win32.zip/from/a/mirror
(Du kunne måske fristes til at downloade en PHP-version i form af en windows installer-fil, men denne understøtter IKKE MySql i opsætningen). Vælg f.eks igen ‘C:\temp‘ til din PHP ZIP-fil. Dobbeltklik på filen for at pakke den ud til: ‘C:\‘. Når dette er gjort, så finder du filen via Stifinder og omdøber den fra: php-4.4.9 til: ‘php‘ (bare for en god ordens skyld). Nu skal du til at flytte nogle få filer i mappen ‘php’. I undermappen ‘sapi‘ finder du filen: ‘php4apache2.dll‘ og flytter den til roden i mappen ‘php’ (altså ud af ’sapi’ og et trin op til : ‘C:\php‘) Dette er for at Apache kan finde den. Nu, når du står i ‘C:\php‘ skal du også flytte filen php4ts.dll til C:\windows\system. Så mangler du til sidst at kopiere filen php.ini-dist (er også i ‘C:\php’) til mappen C:\windows og omdøb den til: ‘php.ini‘. Denne fil indeholder opsætningen af PHP, altså parametre for hvordan PHP skal opføre sig i forhold til mail-funktioner osv. Åbn nu php.ini i din tekst-editor, og find denne linie: ;extension=php_mbstring.dll. Her skal du nu fjerne simikolon (;) så linien nu ser sådan ud: extension=php_mbstring.dll. Gem derefter php.ini. For at det ikke skal være løgn, så mangler du faktisk at flytte endnu en fil. I din mappe ‘php‘, findes en undermappe som hedder: ‘extensions‘ i denne finder du filen ‘php_mbstring.dll‘. Denne fil skal du kopiere over i Apache. Helt præcist til mappen ‘Apache2‘. (Dette er for at du ikke senere skal få en fejlmeddelelse, når vi kommer til PhpMyAdmin.
Py-ha, lidt af en omgang. Jeg håber at du har en god tekst-editor til at hjælpe dig på vej med at kopiere omdøbe osv. HUSK! Det er altid en god idè at tage en kopi af konfigurations- filer inden du evt. begynder at tilføje linier, eller flytte dem osv.

Nu skal du, som før omtalt under opsætning af Apache, til at tilføje nogle linier i konfigurations-filen ‘httpd.conf‘. Åbn filen: C:\Programmer\Apache Group\Apache2\conf\httpd.conf i din tekst-editor.
Kopier så dette ind nederst i filen:
# TILFOJET ———————————————————————–
LoadModule php4_module C:/php/php4apache2.dll

AddType application/x-httpd-php .php .phtml .html

AddType application/x-httpd-php .php
# TILFOJET SLUT ——————————————————————

Læg mærke til kommentarlinierne, de starter med en såkaldt ‘havelåge’ (#) det bevirker at disse linier bliver ignoreret, det er altid rart at benytte sig af disse i sine filer. I php.ini filen er det et ’semikolon’ (;) der starter en kommentar. (Du har for ganske nylig fjernet en sådan i php.ini)
Nu triller du op i øverste halvdel af filen (httpd.conf) og finder linien:
DirectoryIndex index.html index.html.var index.php Det sidste i linien ‘index.php’ skal tilføjes, hvis det ikke står der. Det bevirker at Apache automatisk søger efter index.filen ved f.eks: www.site.dk/.
Nu gemmer du filen (ctrl+s), og så er den ged barberet.
Nu genstarter du Apache. Det kan du gøre ved at klikke på det lille ikon (en fjer) i højre hjørne af dit skrivebord, og der vælge ‘Restart’. (Ellers bruger du: Start > Programmer > Apache osv.) Nu skulle der gerne komme et sort vindue frem, der helst hurtigt forsvinder igen, ellers er der nemlig en fejl i opsætningen :(
Jeg går ud fra, at alting kører for dig, og du skal nu oprette en php-fil som viser dig opsætningen i din browser.
Brug din tekst-editor til at skrive
<?php

phpinfo();

?>
Denne fil kalder du ‘test.php‘ og gemmer den i:
C:\Programmer\Apache Group\Apache2\htdocs (Det er i denne mappe Apache eksekverer dine filer). Skriv nu følgende i adresselinien på din browser: http://localhost/test.php og tryk på ‘Enter‘. Nu skulle du gerne kunne se opsætningen af alt det du netop har lavet. Rul et stykke ned og find afsnittet: ‘mysql‘ hvor der gerne skal være en linie hvor der står: ‘MySql Support enabled‘, så er din opsætning i gode hænder :)

Download og opsætning af PhpMyAdmin
På den niende dag skabte Gud PhpMyAdmin (på den ottende skabte han som bekendt Harley Davidson) PhpMyAdmin er et script som er sat sammen til at være en u-undværlig hjælper for dig når du skal oprette databaser, tabeller og SQL kommandoer. Den følger som regel altid med som en del af din hjemmeside på dit web-hotel. (Det kan du læse meget mere om på nettet).
Hent Zip-filen her: http://www.phpmyadmin.net/home_page/downloads.php. Du finder den under sektionen: phpMyAdmin 2.11.8.1, (Du kan pt. vælge en nyere Beta-version – 3.0), men hold dig bare til: all-languages.zip 4402 Kb. Udpak Filen i ‘C:\Temp‘ og omdøb derefter mappen til ‘phpmyadmin‘ (for en god ordens skyld).

Nu kopierer du denne mappe til: C:\Programmer\Apache Group\Apache2\htdocs (Som du jo allerede ved, er der hvor det hele foregår). Nu skal du igen ændre lidt i PhpMyAdmin via filen: ‘config.default.php‘. Du finder filen her:

C:\Programmer\Apache Group\Apache2\htdocs\phpmyadmin\libraries\. Nu skal du oplyse det kodeord som du angav da du installerede MySql. Find først linien: $cfg['Servers'][$i]['controlpass'] = ”; Du skal i denne linie oplyse det password du angav. Så linien f.eks. kommer til at se således ud: $cfg['Servers'][$i]['controlpass'] = ‘trofast’; (Her er det vist navnet på en hund der er kodeordet) :) Nu skal du finde linien: $cfg['Servers'][$i]['user'] = ‘root’;. Du ændrer denne linie til at se således ud: $cfg['Servers'][$i]['user'] = ”;, altså ændret til et tomt felt. (Dette er fordi at du i sin tid angav oprettelse med ‘Anonym bruger’ i Mysql). Gem nu filen og genstart evt din PC før vi går videre.

Nu skal du oprette forbindelse til din PhpMyAdmin. Tast i din browser:http://localhost/phpmyadmin/, og du skal nu gerne se forsiden af din administration. Tilståelse: Du ser sikkert en besked nederst, hvor der står noget lignende: ‘Din PHP MySQL-biblioteks version 3.23.49 afviger fra din MySQL server —-’ Jeg har testet versionen, og har ikke fundet nogen fejl, så det må antages at være en gardering fra PhpMyAdmin’s side. Min lokale version af MyAdmin (2.8) viser ingen fejl, men denne version er ikke til download længere.

Du får lige et link til en relateret artikel i PHP 5 – MySql 5. Jeg har ikke benyttet mig af denne, men det er måske noget du kan bruge ? http://www.eksperten.dk/artikler/1020

Nu håber jeg, at du er kommet helskindet igennem denne lange smøre, og kan bruge det som et fundament til at bygge videre på dine hjemmesider. Har du positive/negativer oplevelser med denne artikel, så er du velkommen til at skrive en kommentar.


Under kategorien Webdesign

Indlæg skrevet af John d.25 september, 2008

Tags: ,

7 Kommentarer

  1. Niels Gamborg september 25, 2008 19:58

    En rigtig grundig guide, John.

    Man kan også installere en af de “færdige” pakker, så som Reactor Server, Wamp, Xampp eller lignende. De indeholder alle både en Apache server, PHP og MySQL.

    Jeg bruger som regel Reactor Server. Ikke fordi den er bedre, men fordi det er den jeg startede ud med. Så kan jeg klikke mig igennem en installation på et minut, og behøver ikke at belaste min hukommelse mere end allerhøjst nødvendigt. ;)

  2. John september 25, 2008 20:12

    Velkommen til Niels, og tak for dit tip. Jeg har bevidst gået uden om de færdige pakker, da de ikke anbefales af feks. php-teamet. Jeg mener det er pga. en ikke garanteret fuld understøttelse, hvad ved jeg :)

    Den færdige windows setup.exe af PHP er i hvert fald
    lusket, da understøttelse af MySql ikke er inkluderet, og det tar’ en krig før det går op for en (mig).

    Men igen, tak for dit tip. Det kan være en anden gang, at jeg vil følge dit råd.

  3. Christian oktober 13, 2008 06:49

    Hej John,
    følger din fremgangsmåde slavisk men får altså fejlmeddelelse op i prompten når Apache installeres. “Apache 2 filen kan ikke findes”. Ved test i browser efter at installationen er tilendebragt og “succeded” fremkommer:

    fejl ‘8002801c’
    Der opstod en fejl under forsøg på at få adgang til OLE-registreringsdatabasen.

    /iisHelp/common/500-100.asp, linje 17

    Har du erfaring med ovenstående problematik? Har været på diverse fora men kan ikke rigtig finde specifikt løsningsforslag. Ellers er det en super gennemgang for os novicer..

  4. John oktober 13, 2008 08:52

    Hej Christian.
    Jeg studser lidt over ‘/iisHelp/common/500-100.asp’
    altså fil-endelsen ASP. Apache-serveren arbejder sammen med PHP filer. Har du ellers fået beskeden i browseren: ‘Det virkede! Apache serveren er installeret på denne maskine’ ?

  5. Allan marts 7, 2010 13:37

    Hej
    Jeg har fulgt din guide, da jeg er ny i PHP m.v.
    Det gik fint for mig lige indtil man laver test.php og man skal kunne se opsætningen, men hos mig vises det bare som ren tekst. Der står bare det der skal stå i filen. <?php… o.s.v.

    Den er selvfølgelig gemt med endelsen .php

    Det er sikkert en pinlig nybegynder fejl, men jeg kan ikke se hvad det skulle være :o )

    På forhånd tak

  6. John marts 7, 2010 15:03

    Hej Allan!

    Har du kaldt filen fra adresselinjen i din browser. F.eks.: http://localhost/test.php
    Det er altafgørende, at filen bliver kaldt via din server. Ellers vil der kun blive vist teksten, som du beskriver.

    Jeg må indrømme, at det ikke er verdens mest tilgængelige opskrift, jeg har leveret – den er måske også ved at være forældet?. Men se evt. hvad Niels Gamborg har svaret i den samme tråd.

    Og så lige et godt råd. Det er en rigtig god idé, at alliere sig med et hæfte fra Libris, når man går i krig med PHP.

    Jeg har skrevet et lille indlæg om hæfter fra Libris.

    Og så er der forresten også Dansk Webmaster Debat Forum, hvor jeg jævnligt kigger forbi. Der vil jeg, (og nok også andre) gerne hjælpe med svar på PHP – så godt jeg kan.

  7. Allan marts 8, 2010 17:02

    Hej igen
    Ja jeg har kaldt den via server.
    Det der undrer mig er at prøvesiden virker fint, men ikke den test.php
    Under alle omstændigheder har jeg i dag købt et hæfte fra libris.
    Det vil jeg lige nærlæse, og forhåbentligt blive en hel del klogere :o )
    Takker for svaret

Skriv en kommentar

Navn (påkrævet)

Email (påkrævet men skjult)

Webside

Kommentar

Flere indlæg

Næste indlæg: Verdens bedste musik-album