Så er det fyrre år siden, at mennesket gik på Månen, og det får mig til at tænke på dengang, da jeg var øjenvidne til begivenheden. Som jeg husker det, så var vi nogle drenge på en seks  syv år, der stod på legepladsen og kiggede op på månen den sommeraften i 1969. Vi kunne godt se, at de gik deroppe? Jo, jo – lige såvel som, at vi kunne se spøgelser på værelset når Anders And-lampen var slukket.

1969 var et turbolent år. Ungdomsoprøret var i fuld gang, Vietnamkrigen rasede, og alle blomsterbørnene valfartede til San Francisco. Nåh ja, nogle tog også på besøg hos en gammel landmand, der havde lagt marker til til en festival – Woodstock festivalen, hvor bla. andet Joe Cocker brød igennem lydmuren og hvor Janis Joplin var godt igang med at brænde sit lys i begge ender.

Nå, tilbage til Månen. Denne store begivenhed blev fejret på et utal af måder – Ligesom, når det er tid til et nyt OL – Alt bar præg af månelandingen: frimærker, kopper, tegneserier og byggesæt. Jeg kan huske, at Shell havde et sæt mønter med månemotiver. Dem kunne man så samle i et pap-album, hvor der var udstanset huller til de forskellige mønter. Man fik et eksemplar, når man havde tanket x antal liter benzin. Min papfar forærede løbende mønterne til mig. Dem ville jeg gerne have haft i dag. Min fætter havde en meget flot samling af store frimærker i flotte farver med forskellige motiver fra opsendelsen, landingen osv.

Min storebror havde været med skolen på Bornholm i forsommeren og havde der købt et lille sværd til mig. Det var lavet i støbejern og skulle forstille stiksværdet som romerne brugte – en Gladius, som også er navnet på Suzuki’s nye 6oo ccm. motorcykel (grøn skrift er lig med unødvendig viden). Min svoger (jeg var efternøler) skulle lige prøve at hugge med sværdet, og ramte uheldigvis en sten, som fik støbejernet til at springe. Og det var så slut med det sværd. Det gav et sug i maven på mig, men jeg prøvede at skjule, hvor ked af det jeg var. Det må nu alligevel have lyst ud af mig, for ugen efter kom min svoger med en stor, flot indpakket kasse til mig. Det var en model af Apollo 11 med tilkørselsrampe, kran og en rumkapsel, som kunne skilles fra raketten. Glemt var tabet af sværdet

Det var så mine minder fra månelandingen, som jeg jo “havde set med mine egne øjne”. I dag bliver der stadig diskuteret om landingen virkelig fandt sted. Jeg har det sådan, at jeg står med et ben i hver lejr. På den ene side, så har landingen sikkert fundet sted. På den anden, så er meneskeheden blevet bildt meget ind gennem tiden.

Og så lige til sidst.

Jeg har før beskrevet en fortælling om Niel Armstrong, her på bloggen, og nu kommer den igen:

Det fortælles at: da Neil Armstrong kontaktede NASA fra månen, sendte han samtidig en hilsen til hans gamle nabo som lyder: “Go for it, Mr. Kaminsky!” (hans navn har jeg glemt, men det var et eller andet russisk). Årsagen skulle være, at han som dreng listede forbi naboens soveværelsesvindue, og hørte at denne uden held lagde an på konen. Hun snerrede af ham: “Det bliver den dag naboens søn går på månen”

The Eagle has landed. Roger, over and out.

Under kategorien Hygge