I dag er computeren nærmest blevet til en legemsdel, men i “gamle dage” var der noget lignende at bruge sin fritid på.

En ting som der var langt foran computeren, hvad det sociale angår, var Walkie-Talkien.
I midten af halvfjederserne var det meget almindeligt at eje en ‘privatradio’, og mine konfirmationspenge gik til en sådan. Det var en mobilstation, Nordland, med digital kanalvælger, dvs. lysende tal, hvilket var det sidste nye. Her var der ikke noget med brugernavn eller password for at “blande” sig i en samtale, man bankede på i form af et lile fløjt, hvis man havde nogle vise ord man lige skulle bidrage med.

Det tilladte antal kanaler for en walkie-talkie var 23 plus kanal 11A, som var forbeholdt sejlerfolket. Udgangseffekten, altså den styrke man måtte sende med, var en halv Watt. Kendte man nu en, der havde lidt snilde, så kunne man forøge både udgangseffekten og antallet af kanaler. En god ven af mig, fiksede walkien så den nu havde ca. 80 kanaler og en udgangeffekt på 5 Watt, altså det tidobbelte af det tilladte. Min ven blev iøvrigt senere ansat hos Post og Telegrafvæsenet. De skulle bla. kontrollere, at regler for brugen af privatradio blev overholdt

Post og Telegrafvæsenet kunne konfiskere det ulovlige udstyr, så det var med at være forsigtig når “Peter og Trine var i byen” – Det hed det i kodesprog. Så var man advaret.

I dagtimerne var det næsten umuligt at bruge sin radio, for der sad italienerne på hele sendefladen. Grunden til dette var, at italienerne sendte med et meget kraftigt udstyr, bla. ventilatorkølede forstærkere, og radiobølgerne blev reflekteret af solens stråler. Det var den tids form for spam Når så mørket faldt på, blev der næsten fuldstændig ro i æteren, og så tog danskerne over.

En ting, som der var meget populært, var bankospil. Så kunne man sidde derhjemme og vinde en halv gris/abe. Var der nu et par lømler der lyttede med, så kunne der blive råbt Banko flere gange end tilfældet var

En anden ting var “Rævejagt”. Her gjaldt det om at pejle sig ind på et sendt signal i form at en hyletone afgivet med korte mellemrum. De unge, som jeg, deltog i gå-rævejagt, som foregik med en håndholdt walkie-talkie. For at pejle sig ind på “ræven”, skulle man holde sin radio næsten vandret, og når så hyletonen var højest, skulle man gå den MODSATTE vej af den retning som antennen pegede i. Jeg vandt min første rævejagt- Nok fordi at jeg løb ruten igennem i al ubemærkethed (snyd).

Nogle aftener var der særlig gode sendeforhold, og der kunne man samtale med en person i feks. England, eller helt nede på Gran Canaria, som jeg engang prøvede. Det kneb lidt med kommunikationen, men min mor taler spansk, så hun agerede tolk Når man nu havde haft en langdistancesamtale, så kunne man sende et (fysisk) QSL-kort til hinanden som bevis på, at samtalen havde fundet sted.

I midten af halvfjerdserne kom filmen ‘Convoy‘ med Kris Kristofferson og Ali McGraw i hovedrollerne. Filmen skildrer en lastbilchaufførs kamp med lovens håndhævere, og her var CB-radion nærmest kernen i filmen. Alle lastbilchauffører og alle Walkie-vragene skulle se den film – Måske endda flere gange. Hvem ville storme i biografen i dag, for at se en film med en bærbar computer i centrum

Lidt minder fra en svunden tid der bare var “Ti fire”.    Roger. Over and Out.

Under kategorien Hygge